Hvad siger WHO egentlig om stress i 2020?

Hvad siger WHO egentlig om stress i 2020? Mange hjemmesider og medier refererer til, at WHO siger, at stress er en af de største årsager til sygdom i 2020. Men passer det? Nej, det gør det ikke. Det er en over 17 år gammel misforståelse.

 

WHO udgav i 2001 en rapport, hvor de skrev:

By the year 2020, if current trends for demographic and epidemiological transition continue, the burden of depression will increase to 5.7% of the total burden of disease, becoming the second leading cause of DALYs lost. Worldwide it will be second only to ischaemic heart disease for DALYs lost for both sexes. In the developed regions, depression will then be the highest ranking cause of burden of disease.

Det lader til, at denne beskrivelse udviklede sig fra ”depression” til ”depression og stress”, og så nogle steder blot til ”stress”. Men stress har aldrig været en del af estimatet. I øvrigt må det siges at være forældet for længe siden.

Så, når du ser noget om WHO, stress og år 2020, så mangler der kildekritik. Det er det samme som med de 35.000 sygemeldinger. Det er misforståelser, der er blevet kopieret så mange gange, at selv seriøse medier bruger dem. Men bare fordi det bliver gentaget, så er det ikke nødvendigvis rigtigt.

PS. DALY står for ’Disability-Adjusted Life Year’, som er summen af år tabt som følge af for tidlig død og produktionsår tabt som følge af uarbejdsdygtighed.

 

Bjarne Toftegård
Stressspecialist, foredragsholder, senior stresscoach, underviser og forfatter
Forebyg Stress

© Bjarne Toftegård

Referencer

WHO (2001). Mental health: new understanding, new hope. The World Health Report