Hvad forstår andre ved stress? Hvis man spørger forskellige mennesker om, hvad stress er, så får man forskellige svar. Det hænger sammen med, at forskellige mennesker har forskellige grundantagelser om eller mentale modeller for, hvad stress er. Dette kaldes også for paradigmer. Overordnet findes der her i Danmark fem forskellige paradigmer indenfor stress. Typisk vil man tænke indenfor ét af paradigmerne, og da de grundlæggende er forskellige, så kan det være svært at forstå hinanden, hvis man taler ud fra forskellige paradigmer.
Det særlige ved paradigme er, at selvom man bruger de samme ord, så mener man forskellige ting. Mange er ikke bevidst om, at de tænker indenfor et givet paradigme, men en konstruktiv tilgang til stress kræver, at man bliver bevidst om dette.
Jeg vil her beskrive de fem paradigmer, vi har i Danmark, og hvordan man kan identificere, hvilket paradigme man og andre tænker ud fra. Jeg har identificeret paradigmerne i min stressforskning ud fra teorier, historik og et kvalitativt studie med interviews.
1. Det neurologiske paradigme
Dette kan også kaldes for travlhedsparadigmet. Dette er det ældste paradigme, endda meget ældre end stress i den betydning, vi bruger ordet i dag. Det neurologiske paradigme opstod tilbage i 1700-tallet. Her mente man, at lidelser som hysteri, neuroser, ængstelse m.v. hang sammen med slidte eller dårlige nerver. Opfattelsen var, at det var hastværk og mange sanseinput, der var skyld i, at nerverne blev overbelastede. Da ordet ’stress’ kom til Danmark i 1960’erne, overtog det i vid udstrækning denne nerveforståelse. Dette paradigme er almindeligt i Danmark udenfor forsker- og behandlermiljøet.
Man tænker formentlig ud fra det neurotiske paradigme, hvis man i forbindelse med stress fx tænker på nerver, travlhed, eller at der sker for meget.
2. Det endokrinologiske paradigme
Dette kan også kaldes stresshormonparadigmet eller det klassiske paradigme. Det opstod, da man i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet fik en bedre forståelse af kroppen. Man opdagede bl.a. hormoner såsom adrenalin og kortisol. I 1930’erne blev ordet ’stress’ introduceret på engelsk. Meningen med ordet var egentlig det engelske ord ’strain’. Med denne forståelse udvikler stress sig fra kortvarig stress (engelsk: acute), der beskrives som en kamp-flugt-respons, til langvarig stress (engelsk: cronic), der kan føre til et decideret sammenbrud. Stress er således resultatet af en belastning i enten kort eller længere tid. Dette er en meget klassisk forståelse af stress, som delvist eksisterer udenfor forskermiljøet, men som er meget almindelig indenfor forskermiljøet.
Man tænker formentlig ud fra dette paradigme, hvis man i forbindelse med stress tænker på stresshormoner, kamp-flugt-respons, kortvarig/akut stress, langvarig/kronisk stress, distress eller stressorer.
3. Det socialkonstruktivistiske paradigme
Dette kan også kaldes kritikerparadigmet. Da ordet ’stress’ kom frem, var der meget forvirring omkring betydningen, og langt fra alle fandt mening i ordet, selv blandt videnskabsfolk. Ordet ’stress’ er en konstruktion, og selv ikke Hans Selye, skaberen af ordet, kunne komme med en klar definition. Ved årtusindskiftet var det ikke ualmindeligt, at fx læger her i Danmark mente, at stress var noget pjat. Det skyldtes ikke, at man ikke anerkendte symptomer, men blot at man ikke anerkendte stress som noget reelt. Dette er en kritisk tilgang til stress, hvor man mener, at stress er der, fordi vi taler om det, enten som noget rent psykisk eller som en fysisk reaktion (med eller uden ontologi). Denne forståelse findes stadigvæk, men er aftagende.
Man tænker formentlig ud fra dette paradigme, hvis man i forbindelse med stress fx tænker, at det er noget pjat eller en undskyldning for noget andet, at stress opstår, fordi man taler om det, eller at det er en ny betegnelse for en anden lidelse.
4. Det diagnostiske paradigme
Dette kan også kaldes diagnoseparadigmet eller sygdomsparadigmet. I Danmark har vi udviklet vores egen betydning af ordet ’stress’ i dette paradigme. Vi ser på stress som en slags diagnose, som noget vi har, på lige fod med angst og depression, også selvom stress ikke officielt er en sygdom. Denne forståelse opstod i 1968 i Danmark i behandler- og forskerverdenen og blev siden udbredt til store dele af befolkningen. Med denne sygdomslignende forståelse taler man fx om en tidlig indsat/forebyggelse som noget, man gør, før det går galt. Man taler også om at gå ned med stress. Dette er en meget almindelig forståelse af stress i Danmark.
Man tænker formentlig ud fra dette paradigme, hvis man i forbindelse med stress fx tænker på ulyst og anspændthed, stress som en sygdom/diagnose, at andre misbruger ordet stress for travlhed, eller tidlig indsats og fastholdelse.
5. Det allostatiske paradigmet
Dette kan også kaldes belastningsparadigmet eller tilpasningsparadigmet. Det er det nyeste paradigme indenfor stress og blev første gang beskrevet i 1993. På engelsk taler man om ’stressed’ og ’stressed out’. Her er stress det, vi oplever i hverdagen. Dette kan udvikle sig til, at vi bliver ’ud-stressede’ eller slidt op, som videnskabeligt kaldes en tilpasningsreaktion (nogle gange en belastningsreaktion) eller i yderste konsekvens udbrændthed/udmatning. Man bruger altså nogle andre ord end ordet stress for konsekvenserne af den stress, vi oplever i hverdagen. På den måde er dette paradigme i konflikt med det diagnostiske paradigme, hvor ordet stress beskriver konsekvenserne. Her vil man sige, at man går ned på grund af (eller som følge af) stress.
Paradigmet kan umiddelbart ligne paradigme 2, det endokrinologiske paradigme, men er alligevel grundlæggende anderledes, da det normalt ikke er stressen, der skader, men mangel på restitution imellem stressreaktionerne. Paradigme 2, det endokrinologiske paradigme, er en endimensionel forståelse af stress, mens det allostatiske paradigme er udvidet til en todimensional forståelse, hvor stress og konsekvenserne heraf er to forskellige parametre. Det er normalt ikke langvarig stress, der i sidste ende kan gøre os syge, men gentagende kortvarig stress.
Dette paradigme er ved at vinde indpas i den engelsktalende del af verden, men har ikke helt fundet fodfæste i Danmark endnu udenfor forskermiljøet. Her er fx en tidlig indsats/forebyggelse noget, man gør, før der er behov for det, og normalising eller restitution noget, man gør, når der er behov for det.
Man tænker formentlig ud fra dette paradigme, hvis man i forbindelse med stress fx tænker på stress som noget, der sker i hverdagen, gentagende akut stress, at vi slides op (’ud-stresses’), belastning, overbelastning, tilpasningsreaktion, udbrændthed/udmatning, restitution eller normalisering. Udover dette bruger man måske begreber fra paradigme 2.
Så hvad er stress?
Der er ikke noget rigtigt svar på dette spørgsmål, da man ikke kan sige, at ét paradigme er mere rigtigt end et andet, da ordet stress blot beskriver forskellige ting. Desuden vil der sikkert komme nye stressparadigmer i fremtiden. Ens tilgang til stress vil være forskellig, alt efter hvilket paradigme man tænker ud fra. Det bedste, man kan gøre i en gruppe, er at blive enige om, hvilket paradigme man bruger i en given situation eller i det mindste, hvilke paradigmer man hver især taler ud fra, så man kan forstå forskellene. Dette kræver dog en bevidsthed om paradigmerne.
Personligt tager jeg normalt udgangspunkt i det allostatiske paradigme, da jeg anser det som det mest brugbare i forbindelse med at forebygge stress. Jeg bruger metaforen med dråber i bægeret, hvor dråberne er dagligdagsstressen, og hvor fyldt bægeret er, er udtryk for, hvor nedslidte, ’ud-stressede’ eller alvorligt stressede vi er. Se mere under Hvad er stress?. Der fordamper hele tiden nogle dråber. Jeg bruger bevidst begrebet ’alvorligt stressede’, selv om det ikke passer ind i paradigmet, for at inkludere dem, der tænker ud fra diagnoseparadigmet.
Der er mange flere aspekter og nuancer ved stress end forskellige paradigmer. Det kommer jeg tilbage til i andre artikler.
Bjarne Toftegård
Stressspecialist, foredragsholder, senior stresscoach, underviser og forfatter
Forebyg Stress
© Bjarne Toftegård
Mere information
Her er eksempler på de forskellige paradigmer.
Paradigme 1
Toftegård, B. (2017). Stress anno 1886. Se: https://www.forebygstress.dk/blog/stress-anno-1886
Paradigme 2
Stressalliancen (2018): StressAlliancen Visions- og Handlingsplan. Se: http://stressalliancen.dk/wp-content/uploads/2018/06/STRESS_WEB.pdf
NFA (2018). Hvornår er stress skadeligt? http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Emner/Psykosocialt-arbejdsmiljo/Stress/Viden-om-stress/Hvornaar-er-stress-skadeligt
Paradigme 3
Svendsen, E. (2015). Kolleger til stressede: Stop nu det klynkeri. Avisen.dk. Se: https://www.avisen.dk/kolleger-til-stressede-stop-nu-det-klynkeri_197883.aspx
Paradigme 4:
Arbejdstilsynet (2006). Arbejdsbetinget stress. Se: https://arbejdstilsynet.dk/da/temaer/tema-psykisk-arbejdsmiljo/arbejdsbetinget-stress
Paradigme 5:
McEwen, B.S. (2005). Stressed or stressed out: What is the difference? J Psychiatry Neurosci.30(5): 315–318. Se: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1197275/
Toftegård, B. (2016) Mindre stress – Mere overskud. Forlaget Go’Bog